Forskellige indlæg fra medlemmerne
På denne side vil du kunne læse forskellige indlæg fra klubbens medlemmer.
Hvis du har et godt indlæg kan du sende det til web-masteren elektronisk der efter en konkret vurdering og kvalitetskontrol vil offentliggøre indlægget her på hjemmesiden.
Indlæg sendes til storbank@gmail.com
UNGDOMSLEJR 2007 – SKALLEBØLLE CENTERET
Søndag d. 1/7 2007
Første dag på lejren
Jeg hedder Sascha, er 18 år og går nu på det ”alternative” ungdomshold i DCH Holstebro med min hund Spidy som er en 7-årig Whippet.
Det er 5. gang Spidy og jeg er med på ungdomslejr, første gang var i år 2001.
Vi ankom til Skallebølle Centeret i et strålende regnvejr, men når man er en erfaren ungdomslejr- deltager skal der mere til for at jeg stikker halen mellem benene.
Vi fik sat teltet op, dog med en smule besvær, men det gik og jeg er i topform til en ny uge med en masse skæg og ballade i min hund og andres samvær.
Alle deltager er delt op i grupper i forhold til alderen, hvor der så er tilknyttet to-tre ledere. Igen i år er jeg kommet i Rød Gruppe sammen med 7 andre piger, som alle har været af sted før.
Senere på dagen..
Forældrene er smuttet igen, vi har holdt et lille gruppemøde, hvor vi fik praktiske informationer om lejrens love og regler og hvordan ugen ville forløbe.
Spidy og jeg har grebet chancen til at overfalde soveposen. Spidy er en smule træt og det er ikke altid lige sjovt for ham at være ude når det regner. Vi venter på at det skal blive tid til aftensmad, og ligesom alle de andre år jeg har været af sted foregår det udenfor. Hvor vi sidder i vores grupper og spiser rugbrødsmadder. Er ved at være, en smule sulten. Senere skal vi på det traditionelle ”stjerneløb”. Her skal vi løse forskellige opgaver og øvelser, både med og uden hunden. Så bliver vi som gruppe også rystet lidt sammen og hundene får chance for at se hinanden lidt an. Vi skal immervæk tilbringe tid sammen de næste 5 dage. Så det glæder jeg mig til.
Det er blevet sent kl. er 23.05. Vi har spist aftensmad og været på stjerneløb, det var vådt og koldt, men også ganske sjovt. En ganske god dag !
Nu vil jeg kravle ned i soveposen Spidy er allerede faldet i søvn, så Godnat!
Mandag d. 2/7
Dagen startede med en trist og grå himmel. Der var morgenmad kl.7.30-8.30.
Kl. 9.00 startede træningen med et morgenhyld hvor alle grupper er med. Derefter vandrede vi til skoven for at træne. Her fik vi trænet noget; hjemkald, spor, feltsøgning og lavede guffer-træer til hundene. Efter nogle timers træning i skoven er vi taget tilbage for at holde en lille pause inden der er frokost. Det bliver godt med noget at spise og solen er endelig begyndt at vise sig fra sit skjul bag skyerne.
Senere..
Nu er dagen snart forbi, vi har lige spist aftensmad og været et smut i Esters slikbiks for at få noget til den søde tand. Vi var så heldige til aftensmaden, at få lov til at sidde inde i skyttehusene da det regnede helt vildt.
Efter frokosten tidligere i dag, trænede vi tricks hundene kan lave, med forskellige former for legetøj. Jeg fik lært Spidy at åbne en kurv med låg, det lyder simpelt, men det er det ikke altid. Jeg fik ham også til at slå bolde der var placeret, således de røg ned i et hul når han satte poten på.
Her kl. 20.00 har vi lavet en aftale med Irene om at hun vil give nogle instrukser i hvordan vi kan give hundene massage. Det er dejligt afslappende for både hund og fører, plus det hjælper til at øge afgivelse af affaldsstoffer i hunden. Så det glæder jeg mig til og ingen tvivl Spidy vil have godt af det.
Så nu er vi igen kommet sent i seng. Endnu en regnfuld dag, men dog med en smule sol har det vist sig at være. Teltene er stadig ikke tørre, nogle er vist bukket underfor vand, men alle ser ud til at være i godt humør endnu. Godnat.
Tirsdag d. 3/7
Spidy og jeg var tidligt oppe, for at blive skyllet under den kolde bruser. Der var en eller anden der havde taget al det varme vand. Vi startede ud med at træne agility efter vi alle havde spist morgenmad og givet et morgenhyld. Spidy elsker agility så han var helt op på dupperne da han fandt ud af vi bevægede os om mod banen. Vi fik trænet en hel del da vi kun var tre til at træne. Jane har ligget syg hele dagen og de fire andre Chris, Lotte, Maria og Sabine der heller ikke var med. Blev taget i at stå over i nabogruppens lejr. Det er en overtrædelse ifølge lejrloven og det er der konsekvenser ved. De fik den straf at skære leverguffer som ellers er ledernes job. Men de havde vist hygget sig alligevel. Det samme havde vi, som var på agilitybanen. Vi brugte tiden på at lave forskellige øvelser med forhindringerne. Efter en hyggelig træning fortsatte vi træningen i mørkerummet.
Det har været et dejligt solskinsvejr endtil nu, hvor det nu står ned i tykke stænger. Vi nåede lige præcis tilbage til lejren, før vi blev alt for våde, Spidy har søgt skjul i soveposen- han er helt udmattet efter en god omgang træning. Efter frokosten gik vi i en af skydehusene og trænede på de øvelser og kunstner vi skal bruge til showet på fredag.
Klokken er nu blevet mange, Spidy sover allerede. Det har småregnet hele dagen efter det store skyl vi fik inden frokosttid. Godnat!
Onsdag 4/7
I dag har der stået afslapning på programmet. Vi var i hyggekrogen i morges. Trænede lidt på vores del af showet, det er snart ved at være på plads. Efter frokost var vi til et foredrag som lejren havde arrangeret. To hundefører fra Odense politi var kommet for at fortælle om deres arbejde og træning med deres hunde. Og dem der havde lyst fik lov til at lege forbryder. Det foregik på denne måde at man fik et ærme på, (sådan et som de bruger når de træner hunden) og så var det ellers bare med at løbe fra hunden. Jeg prøvede selv og blev ret overrasket over hvor stærk sådan en hund er. Både hund og jeg lavede et flot stunt. Den fik så godt fast i ærmet at jeg ikke nåede at give slip inden vi begge rullede rundt i en flot kolbøtte i græsset. Meget spændende at prøve!
Torsdag d. 5/7
Spidy og jeg er igen tidligt oppe. Vi er begge ved at være godt trætte og selvom det er rigtig fedt at være på ungdomslejr, tror jeg vi begge savner en rigtig seng og dyne der til.
Vi har fået styr på det sidste til showet så nu skal vi gerne være klar til i aften være der er generalprøve for de andre grupper.
Ellers har vi bare hygget og trænet lidt agility.
Vi er lige kommet tilbage fra generalprøven, det var spændende at se hvad de andre grupper havde fundet på at lave og lært deres hund. Der var nogle grupper som viste dogdancing, andre opførte eventyr med hundene som de selv have skrevet. Min egen gruppe og jeg havde opdigtet en julefortælling om Rudolf. Efter forestilling var der jordbær til alle, det hører med til lejren, en tradition at man for fynske jordbær.
Det er sidste aften på lejren, vi skal alle sammen hjem i morgen. Vi havde i gruppen snakket om at blive oppe hele natten, men vi blev forhindret da det begyndte at regne igen. Vi havde godt nok forsøgt at lave ly med paraplyer regntøj og tæpper, men måtte opgive. Så Spidy og jeg er hoppet i soveposen – Godnat!
Fredag d. 6/7
Det er den sidste dag på ungdomslejren 2007 og for Spidy og mit vedkommende den sidste gang som deltager da jeg til næste år vil være for gammel, men håber på vi vil vende tilbage, måske til næste år som leder.
Denne her dag går med at rydde op på lejren og pakke sammen.
Kommentar:
Jeg vil opfordre børn og unge der finder det hyggeligt og sjovt at træne med sin at tage på ungdomslejr. Det giver nogle personlige udfordringer, man oplever sin hund på en helt anden måde, hvilket ofte kun er positivt og ikke mindst kan det skabe venskaber for livet!